faivencounan

Tv-2 - Be Babalula Lyrics

❤️ Click here: Vi elsker os selv ihjel

Helle: Det må være på scenen i aften. Jeg har efterfølgende bedt alle de folk jeg kender, som anvender Facebook om ikke at nævne hverken mit navn eller andre data i deres skriverier. Vi skal elske dem ligeså meget som vi elsker os selv… ligegyldigt om de er ven eller fjende.

Jeg er årgang 69 og er opvokset med internet, men derfor foretrækker jeg nu alligvel real life. Svend: Prøv at Google det. Faktisk slår han en børnemorder ihjel i allerførste afsnit, og selvom han nyder selve agten, så er der ingen tvivl om, at vi eller jeg i bund og grund synes, at Dexter er cool nok!

Måden vi elsker os selv på - Dexter er langt fra den eneste, der kunne have haft godt af sundhedsplejerskens råd og vejledning, og jeg har her lavet et galleri over de af mine serie helte, der har vist sig at være de værste tv-forældre.

På et sygehus et sted i Danmark hænger der bannere i personaleområderne med denne her påmindelse til lægerne og sygeplejerskerne: »Her taler vi om døden! « Ikke noget tabu her. Og det er jo bedre end ikke at tale om den. Men det er faktisk ikke så interessant, at man taler om døden. Det er langt mere interessant, hvad man siger om den. Og alle de talende hoveder derude, der taler om døden — ikke mindst i det professionelle miljø — siger i vid udstrækning ting, der ikke rigtig bringer os videre i forsøget på at få et mere fornuftigt forhold til døden end den systematiske dødsfornægtelse. Efter en masse år med et landsomfattende dødstabu, bliver der ellers talt og skrevet om døden som aldrig før. Det kan alle, der læser avis, selv forvisse sig om. Efterladte, sorgforskere, præster, psykologer; alle står nærmest i kø for at tale om døden. Det gælder også denne kroniks forfattere. Men som vi ser det, er der ikke meget, der tyder på, at al den snak flytter ret meget ude i virkeligheden. Som hospitalspræst og flittigt benyttet underviser og foredragsholder møder Lotte døende og efterladte hele tiden. Og siden Esben skrev sin bog om sorgens transformerende kraft, har han mødt tusindvis af efterladte til foredrag og debatter. Og vi ser meget få tegn på, at holdningen til døden flytter sig på andet end et overfladisk, akademisk niveau. Vi taler gerne om døden i generelle, abstrakte vendinger. Men ikke om din død. Til kaffe med døden Til gengæld forsøger vi at trække tænderne ud af døden — at gøre den ufarlig. Du kan nu komme »Til middag med døden«, »Drik kaffe med døden« og gå på dødscafé — Projektdanmark galore. Det kan kun være et spørgsmål om tid, før der i den bedste sendetid kommer tv-programmer med titlerne Dus med døden, Vild med døden, Døds-factor eller Den store døds-dyst. Intentionerne er helt sikkert gode nok. Og det er meget bedre end for få år siden, hvor vi prøvede at besejre døden ved at lade, som om den ikke eksisterede. Vi talte ikke om den, og vi ignorerede systematisk både de døde og de efterladte. Det fortsætter hovedparten af befolkningen sådan set stadig med — flugt og fortrængning udgør fortsat de flestes forsøg på at mestre døden. Nu er den talende klasse så i gang med at finde en anden måde at mestre den på. Nemlig ved at gøre døden hyggelig og ufarlig. Vi skal være ven med døden: Når vi nu ikke kan besejre den på den gammeldags måde med hospitalsbehandling og fortielse, så kan vi i stedet prøve på den nye måde: ved at kramme den ihjel. Jeg Lotte talte med en ung mor, der skulle dø fra sine små børn og kæreste. Hun fortalte, at flere af hendes veninder havde opfordret hende til acceptere, at hun skulle dø, for så ville det gøre det lettere for hende at være i. Nu lå hun så dér og prøvede som en vanvittig. Til gengæld kunne hun slå sig selv oveni hovedet med, at heller ikke dét magtede hun. Som hun sagde: »Jeg kan ikke omfavne døden, for det ville være det samme som at give slip på livet. « Modstand og overgivelse Dødshyggesnakken og dødskrammeriet er ligesom fortielsen blot endnu et forsøg på at flygte fra den mest afgørende og mest rædselsvækkende faktor ved det at være menneske: Vi skal dø, det er forfærdeligt — og vi kan intet gøre ved det. Vi får ikke kontrol over døden — den er og bliver vores frygteligste fjende, hvis vi elsker livet. Døden konfronterer os med den ultimative magtesløshed. Og det er netop årsagen til, at vi aldrig vil få held med at aftabuisere døden, og at vi kun fortsat beskæftiger os med den på et overfladisk niveau. Vi er ikke blevet bedre til at tale om det. Fordi det er svært. Døden er et paradoks. Vi må opretholde modstand til den, hvis vi vil leve. Men samtidig må vi overgive os til, at det er den vej, det går. Det er et vilkår, der er svært at leve under. Så hvad skal vi gøre for at kunne være i dette paradoksale vilkår? Vores bud på et svar er: Vi skal snakke noget mindre om selve døden — og snakke noget mere om livet før døden: Vi skal hade døden — men overgive os til det faktum, at vi er magtesløse, og at vi ikke slipper, uanset hvor meget vi spræller. Den bevidsthed skal vi bruge til det eneste, der giver mening: At leve så inderligt og intenst, på godt og ondt, som vi kan her og nu — i erkendelse af, at tiden er knap, og det hele ender ulykkeligt. Vi skal elske noget mere, og så skal vi holde op med at prøve at flygte fra lidelsen i form af sygdom, død og sorg, når den kommer — for det gør den. I stedet skal vi stå i lidelsen — i erkendelse af, at lidelse ikke alene er et uomgængeligt livsvilkår, men at den også er med til at forme og definere os som mennesker. Revet ud af livet Jeg Lotte talte med en 50-årig, uhelbredeligt syg kvinde. Hun var træt af, at læger og sygeplejesker hele tiden ville tale med hende om hendes kommende død. Kvinden var helt bevidst om den, men havde ikke lyst til at beskæftige sig mere end højst nødvendigt med den. Faktisk havde hun bare lyst til at leve det liv, der var tilbage. Hun talte om fremtiden og købte nye, dyre kjoler. Hun sagde, at sundhedspersonalet blev helt akavet, når hun fortalte om det — som om de tænkte; »Det kan jo ikke betale sig — ved hun overhovedet, hvor alvorligt det er? « Kvinden fortalte mig, at det ikke gjorde noget godt for hende, at personalet »hele tiden rev hende ud af livet«. For hvis skyld talte alle på sygehuset om døden her? Kvinden levede på trods af lidelsen. Men — og det er en anden vigtig pointe — vi skal stå i lidelsen sammen. Det gør vi ikke i dag, hvor pårørende ofte flygter fra de efterladte, som for to ud af tres vedkommende ifølge undersøgelser føler sig dybt svigtet af omverdnen i deres livs værste krise. Der er enormt meget fællesskab i, at vi alle skal dø, hvis vi holder op med at flygte og i stedet overgiver os til den magtesløshed, vi alle kommer til at opleve. Vi styrer meget lidt, når det virkelig gælder. Og det eneste, vi har, er kærligheden til hinanden. Den er til gengæld det hele værd — men det kræver, at vi tør stå det allermest sårbare sted: i vores egen magtesløshed og i vores kærlighed til vores ligeså magtesløse elskede. Langstrakt farvel I forbindelse med optagelserne til DR K-serien Kunsten at miste, som sendes i disse uger, mødte jeg Esben den 78-årige pensionerede smed Jørgen Glad. Han har knoglekræft, og han kommer til at dø af det. Men i stedet for at fortrænge døden eller bekæmpe den med udsigtsløs behandling, har han valgt at stå i det. Han taler om det med alle, der betyder noget for ham. Han græder med sin kone og hører klassiske rekviemmer, fordi musikalske dødsmesser lader ham gennemleve sorgen over at skulle sige farvel til et liv, han ikke føler sig færdig med. Han får lidt kemo, fordi han så gerne lige vil have sin 60-års bryllupsdag med. Han prioriterer hårdt: Han har droppet folk, han ikke gider. Til gengæld er han begyndt at synge i kor igen, fordi det giver ham så meget. Men først og fremmest tilbringer han en masse tid med de mennesker, han elsker, i et inderligt, langstrakt farvel. Kan du komme i tanke om en mere livsbekræftende meningsfuld måde at møde dødens meningsløshed på? Hvordan har du tænkt dig at møde din død? Og hvordan vil du være der, når dem, du holder af, møder deres? Vi er i færd med at finde nye måder at forholde os til sorg på. Men hvad betyder det for de sørgende og dem omkring dem? Bliver sorgen nemmere at bære, eller opstilles der bare nye krav til, hvordan den skal performes for at være sund og ægte? Vi skal alle dø, enhver på sin måde. Vi skal alle leve, enhver på sin måde. Skribenternes eksempler på den gode forholdemåde til døden, er vel i udstrakt grad ligeså gode og almengyldige eksempler på, hvordan man lever godt. Dog vil jeg fraråde, og det gælder både for de der har fået sat dato på deres endeligt og os andre, at undlade det, igen helt almindelige på disse kanter, excessive forbrug. Det gavner ingen, men bringer tværtimod med sig hver dag elendighed og lidelse, og os alle et skridt tættere på døden. Derudover ville det måske hjælpe, hvis ikke man gennem livet var så forbandet optaget af at finde noget at leve for, men i stedet fandt sig noget at dø for. Hun sagde, at sundhedspersonalet blev helt akavet, når hun fortalte om det — som om de tænkte; »Det kan jo ikke betale sig — ved hun overhovedet, hvor alvorligt det er? « Kvinden fortalte mig, at det ikke gjorde noget godt for hende, at personalet »hele tiden rev hende ud af livet«. For hvis skyld talte alle på sygehuset om døden her? Jeg ved godt at jeg aldrig vil komme til at programmere for alvor i de tre nye sprog jeg forsøger at lære mig selv, men hvad så jeg har stadig glæden ved at lære, så når lægerne vender tomlen nedad så trækker jeg på skuldrene op slår op på bogmærket, for jeg er stadig mig inden i. Jeg har ventet på manden i leen i 7. Det var niende gang at jeg gjorde det på 3,5 år og næste gang lader jeg mig slet ikke indlægge. Den, der lever, dør. Den kan ikke engang det som man umiddelbart forbinder med dens fag: den kan hverken grave en grav sømme et kistelåg til eller rydde op efter sig. Optaget af det at slå ihjel, gør den det klodset, uden system eller rutine. Som om den først lærte det på hver eneste af os. Man taler om dens triumfer, men hvor mange nederlag og hvor mange forfejlede slag og forsøg, den er nødt til at gentage. Det sker, at den ikke har kræfter nok til at slå en flue ned. Mod ikke så få larver har den tabt i væddeløb. Alle de knolde, bælge, følehorn, finner, ånderør, parringsfarver på fjerene og pelsdragt til vinter vidner om, at den er bagud og smøler med sit arbejde. Mangel på god vilje er ikke nok og selv vores hjælp i form af krige og omvæltninger, har, indtil videre, vist sig at være for lidt. Hjerterne banker i æggene. Frøet bliver til to bitte små blade og ofte til høje træer i horisonten En der hævder, at den er almægtig, er selv et levende bevis for, at den ikke er det. Der findes ikke et eneste liv, som blot for et øjeblik ikke har været udødeligt. Døden kommer altid netop dét øjeblik for sent. Forgæves rusker den i håndtaget på den usynlige dør. Hvad én nåede og hvor meget, det kan den ikke tage fra ham. Jeg tænker lidt på hvad den tiltagende mulighed for krisehjælp har betydet for vores omgang - eller mangel på samme med døden. Jeg synes, at det gælder for såvel døden som andre voldsomme hændelser vi møder på vores vej gennem livet, at det bedste er at snakke med familien, vennerne, naboerne, arbejdskollegaerne og de netværk man forhåbentlig har. Det er ok med professionel hjælp, hvis man tilhører en af de forholdsvis få, der får det psykisk svært, men det skal ikke være der, vi starter. Varmende og vigtige ord du skriver! Livet er underligt og forunderligt - meget af det største ligger i de små ting; vejrets stadig skiften, potteplanterne eller katten, udvekslingen af smil eller nogle ord på gaden. Ret betydningsløse - for ikke at sige meningsløse - ting set i det store perspektiv, men vi er nok heller ikke skabt til at se det store perspektiv for længe ad gangen, hvilket i sig selv er såvel en forbandelse som en velsignelse. Uanset hvad, bliver jeg varm om hjertet ved tanken om dine programmeringsbøger. Gid du må få længere tid med dem end nogen forventer, men selv hvis du ikke gør det, er det smukt sådan at forsøge at stå ved sig selv, også på falderebet. Johnny, Martin Luther skulle efter sigende engang på spørgsmålet, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide at jorden gik under i morgen, have svaret, at han ville plante et træ. Livet skal retteligen leves imens man har det. Vi gør det hver især på vores måde, og hvem kan dømme vore valg? Styrken kommer indefra og ikke fra dem omkring os. God fornøjelse med dine programmer. Vi bør jævnligt minde os selv om, hvor mirakuløst det er, at vi har fået mulighed for at leve et kort spand af tid på denne vidunderlige planet, vi kalder jorden. Da vore fædre gjorde vore mødre gravide, var chancen for, at det blev os 1-300. Jeg er en taknemmelig mand. Johnny Det gør mig oprigtigt ondt at læse, og jeg sidder med tårer i øjnene. Både fordi det er sørgeligt, men mindst lige så meget fordi du inspirerer mig. Jeg læste forleden Tove Ditlevsen digtet om alle de ting mennesker kun deler med sig selv. Vi ved vi alle skal dø en dag, og jeg tror det gør de fleste mennesker bange. At være alene med sin frygt gør den bare værre, og du er et lysnede eksempel på at det nytter at tale om død og frygt. Selv hvis det var det eneste du havde gjort i dit liv, havde du stadig udrettet noget stort.

Toke: Ja, hvad fanden lavede du i hele 90'erne. Selv er jeg ikke et religiøst menneske, men det kan alligevel være spændende at betragte, hvad gamle trosretninger — såsom kristendommen i dette tilfælde — forkynder omkring vores moderne livsstil. Så el vi tilbage, hvis det bliver aktuelt. Hvad er det mest hardcore sted, man kan have sex. Vi konsoliderer os med det, netop idet vi distancerer os fra det, hvad netop skjuler de overindividuelle magtstrukturer det udøver. Ud fra den betragtning kan man slutte, at Bibelen advokerer for vegetarisme. Hun havde været voldelig siden, før jeg kan huske, og vreden kom over hende som skarpe bølger. Det gavner ingen, men bringer tværtimod med sig hver dag elendighed og lidelse, og os alle et skridt tættere på døden. Min mor blev en selvhadende kunstner, et xi, som reaktion på samfundets brutale forventninger til, hvad hun burde være. Han er nået langt — dansk stjerne, amerikansk stjerne, han er rimelig hardcore. Du mener måske ikke at bedrag er en synd. Dog viser det sig, at Carrie i begyndelsen af femte sæson begynder at tage ansvaret på sig, men hvor lang tid dét for, vil tiden vise.